4 centrale spilbegreber i spildidaktikken
I Ugly Duckling Games har vi en utraditionel tilgang til spil i undervisningen. For bedre at forstå kommende blogposts og hvad vi gør anderledes, vi vi her præsentere 4 centrale begreber, og hvordan vi forholder os til hver af dem.
Game-based Learning
Game-based Learning, eller spilbaseret læring, beskriver det, at bruge spil og spiltænkning som indgangsvinkel til læring og undervisning. Typisk vil man, når man snakker om Game-based Learning (GBL), snakke om brugen af kommercielle underholdningstitler i undervisningen. For Ugly Duckling Games handler det primært om, at bruge spiloplevelser som meningsgivende rammer for undervisningen. Rammer der kan præsentere eleverne for meningsfulde udfordringer, der gør de faglige og sociale mål relevante for eleverne. For eksempel er der ikke fastsatte faglige mål og træningsopgaver i DramaDronning. I stedet fungerer DramaDronning som en motiverende og engagerende kontekst, hvor eleverne har brug for:
- fag, f.eks. i form af dansk retstavning, kommunikation og viden om virkemidler
- sociale kompetencer, som feks. samarbejde, kommunikation og kompromis
- deres lærer, der kan undervise, guide og vejlede i forhold til både fag og sociale kompetencer
Gamification
At gamificere noget, betyder at gøre det spil-lignende. Det betyder ikke at gøre noget til et spil. Altså er gamification at bruge spilmekanismer og dynamikker i en ikke-spils kontekst. Ofte for at øge motivation, engagement og glæde ved deltagelse.
Når vi f.eks. gamificerer sociale sammenhænge som det at gå i skole, betyder det ikke, at vi gør skoledagen til et spil. Det betyder at vi gør skoledagen spil-lignende ved at inddrage udvalgte elementer fra spil for at opnå en virkning som f.eks. øget deltagelse. Skoledagen bliver ikke til et spil, og da slet ikke et spil med vindere og tabere. Det tætteste vi kommer på et spil, er klassisk bordrollespil, hvor både spillere og spilleder er sammen om at skabe en god historie og en god oplevelse.
Læringsspil
Læringsspil, eller edutainment, beskriver spil der er er designet udelukkende til brug i undervisning. Typisk vil de være fokuseret mod et bestemt, og ofte snævert, fagområde. F.eks. gangetræning, division, løsning af ligninger, bogstavgenkendelse eller tilsvarende. Da læringsspil traditionelt set har været, og er blevet forstået som, pænt indpakkede træningsopgaver på en skærm, er det vigtigt at forstå, at sådan fungerer Ugly Duckling Games’ spil ikke. Derfor omtaler vi heller ikke vores spil som læringsspil, selvom de dybest set er spil der udover underholdning også er designet til brug i undervisning.
Spil til undervisning
Spil til undervisning er vores eget begreb, der forsøger at indkapsle hvilken type spil i vi laver. Det vi mener med Spil til undervisning, er: Spil der er designet fra grunden og op med fokus på en god og underholdende spiloplevelse, men samtidig imødekommer de udfordringer man som lærer kan stå med, når man forsøger at tage traditionelle underholdningsspil ind i skolen.
Det var det!
Nu er du klædt på til bedre at forstå hvad vi laver i Ugly Duckling Games.
Læg en kommentar