Mellem spil, udfordringer og gamemastering

“Tore skal have stryg, men …

Efter pausen skal de spille computerspil. Tore erklærer, at han trænger til at tabe, så det er okay, hvis de er tre drenge og Stine imod ham i dag. Alle griner og går hen i det lille computerrum, logger på, tager høretelefoner på og er bare så klar, som man kan blive.

»Det her spil er ret sjovt«, siger Mark, og så er de i gang.

Først skal deres universer bygges op. Arbejderne i spillet har travlt, og alle er meget koncentrerede.

»Er vi alle mod Tore«, spørger Jacob.

»Undskyld, jeg har ikke hørt efter i timen. Jeg er ved at læse en meget vigtig bog. Men det her er altså også sjovt«, siger han og får bekræftet, at det er Tore, de sammen skal give stryg i dag.

»Vil du sende mig noget vespene-gas, Stine«, spørger Lucas. Han er løbet tør for gas i arbejdet med at bygge sine tropper op.

De taler om, at alle deres arbejdere skal være i sving, så de når at bygge op, inden Tore måske angriber.

Men pludselig sker der noget. Det er Jacob, der går solo.

»Jeg ville bare lige nakke ham«, siger Jacob, der hurtigt er slået tilbage af Tore.

Tore Neergaard Kjellow har bygget en masse og gjort sine enheder superstærke. Der er ret stille i lokalet. Det er aftalen. Herinde i spillerummet er man stille, så man let kan høre de lidt kryptiske meldinger, som spillerne giver hinanden, når de samarbejder.

Men i første omgang er det altså Tore, der vinder. Han klarer dem alle. De får hans moderskib, men han har vundet – indtil videre. For nu skal madpakkerne frem.”

Teksten her er et uddrag fra en artikel i folkeskolen, fra dengang hvor jeg stadig underviste selv, og agerede gamemaster, både når jeg spillede rollespil med mine elever, i klasselokalet og i computerrummet.

Du kan læse hele artiklen her:
https://www.folkeskolen.dk/519826/computerspil-oeger-adhd-elevers-koncentration

Tilbage i starten af 2012 var Skolen i Spil-tilgangen i sin spæde start. Vi havde lige fået penge og tid af Skanderborg Kommune til at forsøge at udvikle en ny pædagogik omkring brug af digitale spil i specialundervisningen.
Jeg havde allerede i et lille årti brugt computerspil til at træne eksekutive kompetencer med udsatte børn på et socialpædagogisk opholdssted, og tænkte at de erfaringer også måtte kunne anvendes i skoleregi.
Der var naturligvis meget der kunne overføres, men også rigtigt meget der skulle oversættes. Skiftet mellem at spille med børnene i deres hjem på opholdsstedet, og at spille med børnene i skoleregi, viste sig  at betyde rigtig meget for deres narrativ og forventninger til dem selv og de aktiviteter de skulle deltage i.

Vi snakker her om børn med rigtig mange nederlag i skole-regi. Børn der, når konteksten var skole, havde en meget lille tolerance for nederlag, og for at føle sig forkerte.

De spil der var komplekse nok, var for svære

Min oprindelige plan var, at jeg skulle spille sammen med børnene mod computeren, og at vi gennem sammenhold, samarbejde og fælles håndtering af faglige og sociale udfordringer, sammen kunne løfte børnene.

Det viste sig bare, at spillene til at starte med simpelthen var for svære. Selv på de laveste sværhedsgrader var de valgte spil så svære, at børnene var ved at knække.

Jeg havde som en start valgt, at vi skulle StarCraft II, fordi spillet kræver rigtig mange af de kompetencer som mine elever havde brug for at træne bl.a. overblik, planlægning, multitasking, fokus og tålmodighed. Så det var på den måde ikke underligt, at spillet faldt dem svært i starten.
I stedet for at give op, da eleverne var ved at gøre det, skiftede jeg taktik. Jeg trak på mine erfaringer som rollespils gamemaster, og skiftede spillets AI modstandere ud med mig selv. Det betød ikke, at jeg lod børnene vinde, men at jeg kunne styre modstanden på et niveau, hvor børnene næsten var i mål, næsten, og nogle gange vandt.
Jeg kunne holde udfordringsniveauet der, hvor de fik blod på tanden, og motivation for at dygtiggøre sig, uden at det blev så svært at de gav, og uden at det var så nemt at det kunne være ligemeget.

Indbygget Gamemastering funktion i spil

Siden da, er den funktion jeg har manglet mest, når jeg har brugt kommercielle computerspil i undervisningen, en god og solid gamemastering-funktion. Der findes spil derude hvor man kan komme noget af vejen. Når vi i forskningsprojektet Sæt Skolen i Spil primært brugte Torchlight II, var det blandt andet på grund af spillets “developer console” hvor man med tekstkommandoer kan ændre på spillet undervejs.
Det var en klodset løsning, og ikke  mange af de deltagende lærere vovede sig ud i at bruge den. Forståeligt nok, siden det kræver en vis teknisk forståelse og kunnen, som det er urimeligt at forvente af en skolelærer.

Vi mangler gode spil til undervisningen, med en solid gamemaster funktion, hvor lærere let kan justere sværhedsgraden. Fx. ved at give eleverne in-game gaver og belønninger for ting de har gjort udenfor spillet eller for at hjælpe dem når de er ved at give op, eller ved at øge sværhedsgraden når spillet bliver for nemt, og dermed mister sin motiverende og engagerende effekt i forhold til det faglige arbejde.

Men det er jo bare vores perspektiv. Hvad synes du? Er du enig? Er du uenig? Har du gode eksempler på spil der faktisk indeholder det jeg efterspørger, som jeg bare ikke kender? Så sig til. Kommenter på opslaget, eller skriv direkte til mig.

Jeg ville elske at høre hvad du tænker!

GL HF!